Igang med mountainbike

Kære læser. Velkommen til min blog og mit første blogindlæg!
Dette blogindlæg vil fortælle, hvordan det hele startede.

Jeg er en kvinde, der altid har shoppet rundt mellem alverdens sportsgrene. Ligeledes har mine forældre nok lige så ofte fået endnu flere grå hår over, at de endnu en gang skulle købe nyt sportsudstyr til mig. Resultatet har, ikke overraskende, været, at jeg aldrig sådan rigtig har været særlig god til nogen sport.

Efter 26 år har jeg dog langt om længe fundet MIN sportsgren. Nemlig mountainbike (MTB), som jeg nu har cyklet i lidt over et års tid, og som jeg heldigvis også har udviklet mig godt og hurtigt indenfor.

Det startede den 5. december 2015, hvor jeg skulle på date med en fyr, der forinden havde præsenteret sig selv som A licens MTB-rytter. Uvidende som jeg var dengang, troede jeg, at det betød, at han var professionel. Dog var det ikke noget, jeg tænkte videre over. En kold december morgen, efter firmaets årlige julefrokost, kører jeg derfor forventningsfuld mod Blåbjerg Plantage. En plantage jeg efterfølgende har fundet ud af, er et af de bedste mountaibike områder i Danmark. Her mødes jeg af en storsmilende fyr, der præsenterer sig selv som Torben, hans mountainbike og en mindre mountainbike som han har lånt til mig i dagens anledning. Dengang dyrkede jeg crossfit ca. 8 timer i ugen og havde derfor en forventning om, at jeg var i vældig god form. Jeg konstaterede hurtigt, at dette ikke var tilfældet, og sjældent har jeg sagt så lidt på en date – jeg havde travlt med overhovedet at trække vejret!

I kærlighedens navn

Op og ned gik det, og jeg fik oven i købet stiftet bekendtskab med Katrines Place, som for mig dengang lignede er styrtløb ned i den visse død. Men i kærlighedens tegn og efter lidt selv-overtalelse kastede jeg mig alligevel ud i den. Og lad os bare sige at jeg ikke klarede den med bravour – MEN JEG KLAREDE DEN. Og endnu vigtigere – så var det også sjovt! Som ekstra bonus var det vist også dette lille stunt, der fik Torben til at falde for mig, og vi har været kærester lige siden.

I julegave gav Torben mig en brugt mountainbike, som han havde sat i stand og vi brugte mange weekender på at træne mig op til et acceptabelt niveau. Eneste skår i glæden var cyklens påmonterede klikpedaler, som det tog mig mange måneder at vænnet mig til. De gjorde mig rent ud sagt til jordens største kylling på to hjul. Af frygt for at sidde fast på cyklen under et eventuelt styrt turde jeg derfor ikke køre de fleste af de nedkørsler, som jeg ellers allerede havde kørt uden problemer på daten.

Mountainbike
Foto fra en af vores kæreste-cykelture i frostvejr. Her cykler jeg på den mounainbike jeg fik af Torben.

Godt begyndt…

Da jeg nogenlunde havde fået styr på teknikken, og det var blevet forår, meldte jeg mig ind i Varde Cykelklub (VCK) på C-holdet, der trænede hver onsdag og lørdag. Samtidig deltog jeg i MTB-fortræning til XTEERA Triathlon. Disse træninger gav mig et kæmpe boost i forhold til både teknik og kondition. Stille og roligt begyndte jeg at blive bedre og bedre. Jeg begyndte at kunne følge med i stedet for altid at ligge bagerst med en galopperende puls. I løbet af foråret fik jeg desuden en ny mounainbike, som også fik stor betydning for min fremgang og cykelkglæde generelt.

specialized mountainbike
Her ses min nye specialized mountainbike

Let the race begin!

Mit første mountainbikeløb var TV2 på Tour i Givskud, hvor ruten gik igennem Givskud Løvepark. Her fik jeg en fin 4. plads. Næste cykelløb var TV2 på Tour i Varde. Jeg havde helt styr på væske- og energiindtag, men husker alligevel dette som en hård kamp med mig selv. Undervejs troede jeg, at jeg var en af de bagerste, fordi jeg var helt alene gennem den sidste runde. Da jeg nærmede mig målstregen og hørte mit navn råbt over højtalerne over hele Varde Torv, blev jeg derfor meget overrasket, da det går op for mig, at jeg langt fra var bagerst. I damerækken kom jeg ind på 6. pladsen og som den 3. bedste damerytter fra Varde Cykelklub.

Mountainbike løb
Fra mountainbikeløbet TV2 på Tour i Varde

Til XTERRA i Blåvand stiller jeg spontant op til duathlonen. Jeg når at løbe den 1. km og bliver sendt afsted på mountainbiken. På grund af den massive regn var tracket gennem Bordrup Planage en hård kamp mod mudderet. Mens jeg hørte lyn i baggrunden, fik vi af vide, at stævnet var aflyst på grund af risiko for lynnedslag. En ærgerlig og alligevel lidt lettet følelse opstod i mig. Ærgerlig fordi det bare var SÅ ÆRGERLIGT, at stævnet blev aflyst og lettet, fordi jeg så efterfølgende ikke også skulle kæmpe mig igennem 10 km terrænløb i sand.
Mit fjerde og sidste cykelløb i 2016 var INVITA i Blaabjerg. Jeg trænede som en gal og var sikker på, at jeg ville få en god placering eller endog en tur på podiet. Til min store ærgrelse havde jeg glemt at medregne, at et så sort motionsløb som INVITA også betyder flere deltagere og dermed flere konkurrenter. Jeg kom ind som nr. 11 og kunne måske have opnået en 10. plads, HVIS BARE jeg ikke var ”snublet” på en opkørsel, som jo selvfølgelig ødelagde resten af runden, og som gav Vibeke fra nabo cykelklubben mulighed for at overhale mig. Eller HVIS BARE noget helt andet. Sådan kan man jo blive ved, og jeg må bare erkende, at der var 10 andre kvinder med, som kørte bedre end mig den dag. Dette skuffende resultat åbnede dog også mine øjne for, at jeg måtte træne mere. Så mens andre nedrustede til vintertræning, øgede jeg tempoet og intensiteten. Jeg byttede min ondagstræning på C-holdet ud med landevejsholdets tirsdags- og torsdagstræning, hvor de om vinteren har byttet racercyklen ud med en mountaibike og derfor cykler landevej og grusvej med højt tempo. Samtidig begyndte jeg at træne 3-minutters intervaller med 2-minutters pause. Denne kombination gav mit et kæmpe boost fremad, og udover øget fart er jeg blevet bedre til at køre med høj puls i lang tid.

XTERRA mountainbike
Her ses jeg fuld af mudder efter XTERRA løbet der blev aflyst.

Således er min korte mountainbike karriere gennem et år plus det løse kortet ned til under 1.000 ord. Og nu er det tid til at tracke min træning og forhåbentlig sprede inspiration til andre kvinder, der overvejer eller allerede cykler mountainbike!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *