Gal eller genial på mountainbike i slud?

sne mountainbikeJeg ved snart ikke om man på baggrund af min mountainbike tur i sludvejret i torsdags skal kalde mig “vedholdende og målrettet” eller noget så simpelt som “dum og uerfaren”. Under alle omstændighed så blev det en MEGET kold og lang mountainbike tur hjem på en MEGET lav klinge.

Sne og slud – kan ikke slå min mountainbike tur ud!

Jeg havde godt set vejrudsigten og vidste godt de lovede voldsom snevejr. Men hvis jeg har lyst til cykle en tur på min mountainbiken, så har jeg altså lyst til at cykle en tur på min mountainbike. Sådan en trang forsvinder jo ikke bare sådan fordi vejrguderne er imod en. Solen var jo også fremme, og vejret er erfaring altid lidt bedre her vestpå end de har opdaget i København. På med mine skoovertræk, vinter bukser, vinterhandsker, vinterjakke og regnjakke. For at få lidt selskab på turen havde jeg endda fået lokket Jan med. Optimistisk nok havde jeg endda en langtur på 3 timer i tankerne. Heldigvis blev jeg klogere undervejs.

Da vi satte os i sadlen på vores mountainbike var solen fremme og det dryssede let med snefnug der forsvandt i det sekund de ramte jorden. Snakken gik og det var ganske fornøjelig at drøne derudaf på vores mountainbikes. Stille og roligt blev landskabet mere og mere hvidt da snefnuggene ikke længere smeltede. Det var ikke kun landskabet der blev dækket af sneen, men også vores cykeltøj, cykler, gear, cykelhjelme og klinger. Jeg tjekkede temperaturen på min garmin cykelcomputer, minus 2 grader. Temperaturen var altså ikke noget problem – vi have jo mange gange cyklet mountainbike i meget koldere temperaturer!

mountainbikespor i sne

Kæder på skøjtetur

Som jeg skrev før, var jeg godt pakket ind. Desværre har tøsne det med – sjovt nok, at tø! Efter kort tid var jeg fugtig i skoene og på hænderne og det blev derfor koldt.
Enstemmigt vedtog vi at sætte kursen hjemad hvilket viste sig som dagens bedste beslutning. Efter ganske kort tid begyndte vores kæder nemlig at skøjte rundt på tandhjulene. Helt uhæmmet og uden påvirkning fra gearet hoppede de op og ned på klingerne inden de til sidst finder ét sted at slå sig ned. Hvilket for begge vores montainbikes tilfælde desværre var på de store klinger. Dette resulterede i, at jeg max kunne cykle 17 km i timen og vi havde ca. 17 km hjem.

For at gøre en lang historie kort brugte vi altså ca. 1 time på at cykle blot 17 km. Grundet den lave hastighed var det svært at holde pulsen oppe og dermed holde varmen. Undervejs kæmpede jeg derfor med dukkede og frosne solbriller, skøjtende klinger samt følelsesløse tæer og fingre.

Fra mountainbike til smerte

Alle der har prøvet at være ekstrem kold og afkølet, kender også smerten ved at blive varmet op igen. For ikke at blive syg skyndte jeg mig at smide overtøjet (eller hvis jeg skal være helt ærlig, så hjalp Torben mig med at få tøjet af, eftersom mine fingre ikke rigtig makkede ret) og med det samme gå ind under den varme bruser hvor jeg så kunne stå og mærke følesansen vende tilbage til kroppen og med denne også den stikken og kløen som er nedkølingens trofaste følgesvend.

Svaret er altid mere mountainbike gear

Konklusionen på denne oplevelse må være, at jeg skal have anskaffet mig en hometrainer. “Mere gear” er vel egentlig svaret på de fleste spørgsmål?

… Eller som Torben sagde med det samme han hørte historien, så skal jeg blot rense sneen af den klinge jeg vil cykle på.  Så lidt har jeg da lært af denne mountainbike tur..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *