De 5 dårligste undskyldninger for en skuffende placering til mountainbike løb

http://trackmybooty.dk/kirstine-faber/mountainbikeloeb/Vestergade vinter cup

I søndags var jeg til Vestergades Vinter Cup, 2. afdeling, hvor jeg fik en 7. plads. Alt efter hvem man er, så kan man jo vælge enten at være pavestolt over sådan en placering eller bare godt gammeldags skuffet. I dette tilfælde tilhører jeg nok desværre den sidste mulighed – specielt fordi jeg ved 1. afdeling kom ind på 5. pladsen.

Klik HER for at læse mere om mine (manglende) resultater

Resultatet kan jeg jo desværre ikke ændre på. Til gengæld kan jeg komme med en lang række undskyldninger for hvorfor jeg ikke fik “den placering som jeg fortjente” – akkurat ligesom mange andre mountainbikeryttere også altid finder på mange dårlige undskyldninger.

Og lige netop dette er temaet for dette blogindlæg. Mest af alt fordi det i bund og grund er ret komisk, at vi er en flok halv-egoister der føler sig nødsaget, til at bortforklare en “dårlig placering” i stedet for at være stolt over at have gennemført og rent faktisk have klaret det bedre end mange af de andre deltagere.

Så her kommer det: De 5 dårligste undskyldninger – brug dem som du vil!

1) Jeg har været syg

Det er ligegyldigt, hvor længe siden det er du har været syg. Det kan være for ganske nyligt (måske du faktisk slet ikke er rask endnu), og så er det jo klart at du ikke kan cykle stærkt. Det kan også være at det er længe siden du blev rask, men det er jo indlysende at sådan en gang mandeinfluinza sætter sine spor.

2) Jeg kørte defekt

At køre defekt er da også det mest urimelige der kan ske under et mountainbike løb. Det kan være at kæden ryger af, du punkterer, der kommer en pind i bagskifteren, sadlen knækker osv. Mulighederne for at køre defekt er mange. For at kunne bruge denne undskyldning, er det selvfølgelig en forudsætning, at du rent faktisk kørte defekt.

3) Jeg havde en forkert placering i startfeltet

Denne undskyldning skal bruges med omtanke, for det er delvist din egen skyld. Sådan noget kan dog bortforklares med, at der var meget forvirring omkring start, eller at feltet var så stort, at du ikke kunne høre informationerne da de blev givet. Under alle omstændigheder er resultatet,  at du ligger bag en masse klaphatte som du skal bruge tid og kræfter på at overhale.

4) Alle de andre spærrede sporet

Så længe du ikke er en af de forreste, vil det hyppigt forekomme at dem foran dig spærre sporet flere gange under et mountainbike løb. Det kan være at de andre ryttere enten ikke kan køre opkørelsen, sænker farten i svinget eller stopper foran en nedkørsel. Der er også stor risiko for at de spærre i et singletrack. Hvis du skal bruge denne undskyldning forudsætter det dog, at du rent faktisk kørete hurtig nok til at indhente nogen.

5) Jeg havde vundet hvis der ikke var licensryttere i min række

Denne undskyldning kan sandsynligvis kun bruges i kvinderækken, for der er ikke altid et licens/sport-felt til de bedste kvindelige ryttere (og hvis en licensrytter rent faktisk har forvildet sig ned i motionsrækken trods der er en række for licens – ja så er det bare rigtig dårlig stil af vedkommende, og så er der ikke længere tale om en “dårlig” undskyldning! 😉 ). Undskyldningen må lyde på, at det er total  urimeligt at dame-motion skal cykle mod licens for det er jo to helt forskellige niveauer der cykles på. Hvor ville det i øvrigt være dejligt hvis alle dem der var bedre end en selv ikke stillede op i samme række som en selv. Et lille fif kan dog være, at selv stille op i dame-licens rækken, eftersom der nogle gange kun er 1-2 kvindelige mountainbikeryttere der stiller op her (du er med andre ord garanteret en podieplads).

Sidste undskyldning er nok den jeg bruger oftest, men til løbet i søndags ville en opdelingen i dame-rækken ikke engang have fået mig på podiet. Men altså… det er jo heller ikke så længe siden jeg sidst var syg! 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *