49 minutters ren tortur til et mountainbikeløb

mountainbikeløb Club la Santa Cup

Mountainbikeløbet Club la Santa Cup den 26. april blev en våd og mudderet “fornøjelse”. Egentlig vil jeg ikke kalde dette mountainbikeløb for en fornøjelse. Det er der ingen mountainbikeløb der er. Det er jo død hårdt! Ren tortur. Ligesom spinning.

Det er først når mountainbikeløbet er overstået, at det er en fornøjelse.

Specielt dette mountainbikeløb blev en fornøjelse.  Jeg fik nemlig min første podieplads.

Prøverunden var værre end mountainbikeløbet

muntainbikeløb ben
Bare for lige at vise hvor meget mudder der var.

Da jeg ankom til stævnepladsen, regnede det. Ikke noget nyt i det. Det havde regnet i flere dage.

Jeg tog en prøverunde. Sporet var allerede kørt op. Efter kun 100 meter gled jeg i et sving. Min kæde hoppede af. Så måtte jeg stå der i regnen og forsøge at sætte min nu mudderbelagte kæde tilbage på klingen.

Så kom turen til de to opdrop. Jeg havde nærmest opgivet på forhånd. Selvfølgelig kom jeg ikke over. Ikke engang med forhjulet.

Lidt mere optimistisk cyklede jeg senere mod rutens  andet opdrop. Om muligt, gik det endnu værre. Jeg kørte direkte ind i den og fik maven slynget ind i styret.

Av. Av.

Det er altid de andres skyld under et mountainbikeløb

Under mountainbikeløbet måtte jeg flere gange tage mig selv i at tænke, at jeg aldrig gad og stille op til et mountainbikeløb igen. Specielt hver gang der var nogen der overhalede mig. Specielt når denne nogen var en anden kvinde. Så er det man sidder der på cyklen og finder på rigtig mange undskyldninger. Undskyldningen denne gang var, at personen foran mig gik i stå ved et opdrop så mit flow også blev ødelagt. Ja faktisk måtte jeg trække op af de to opdrop (som det alligevel aldrig er lykkeds mig at cykle).

WUPTI, så kom hun susende forbi, mens jeg ihærdigt forsøgte at komme op på cyklen igen med det resultat, at hjulene gled rundt i en ordentlig mudderpøl.

17 sekunder til 2. pladsen

Med halvanden del af mountainbikeløbet tilbage, var der jo ikke andet for end at cykle videre. Videre med visheden om, at jeg vist nok lå på tredjepladsen blandt kvinderne. Men jeg var ikke sikker. Ikke engang skyggen af hende var at se.

Kvinden på førstepladsen havde jeg forlængst opgivet. Straks da startskuddet lød beviste hun, at hun stadigvæk var en raket ved siden af mig.

Hvis der er noget jeg er dårlig til, så er det at overhale under et mountainbikeløb. Der var allerede flere mænd mellem 2. pladsen og mig.

Mænd er da også bare altid i vejen!

Kender du det?

Så jeg ender med at cykle rundt der i min egen lille verden. På vej op af udsigtsposten, der var et af de sidste stykker på ruten, så jeg hende. Hun var på vej ned. Jeg fik blod på tanden. Så var hun alligevel ikke lige så langt foran som jeg troede.

Op! Op! Op!

GUD, HVOR JEG DOG HADER DEN BAKKE!!

mountainbikeløb club la santa
Der er altid en god grund til at være glad efter et mountainbikeløb. Om ikke andet, så fordi mountainbikeløbet er slut.

Og så ned. Fuld fart. Hovedløs drønende jeg ned af de nedkørsler jeg var allermest usikker på. Da jeg kom ud af skoven, så jeg hende midt på grusvejen. Få sekunder efter havde hun passeret målstregen. 17 sekunder senere passerede jeg.

En time efter stod jeg på podiet for første gang. Oven på tallet 3. Jeg var glad. Jeg fik et nyt mål. Kan du gætte det?

 

Se mountainbikeløbets resultater HER | Se alle mine resultater fra mountainbikeløb HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *